Måler

Alle skal have fjernaflæste elmålere

Alle elkunder i Danmark skal have fjernaflæste elmålere inden udgangen af 2020, og derfor er vi nu i gang med at udskifte elmålere i vores forsyningsområde. Vores mål er at skifte 75 målere om dagen i de områder, hvor vi er aktive. Vi forventer derfor at være færdige med udskiftningen af de 30.000 elmålere i efteråret 2020.

Du kan se vores overordnede udskiftningsplan her.

De fjernaflæste elmålere er et led I den grønne omstilling

Beslutningen om at erstatte de nuværende elmålere med fjernaflæste elmålere er truffet af Folketinget. Danmark har et mål om at være CO2-neutralt i 2050, og det kræver blandt andet, at vi omstiller til et mere bæredygtigt energiforbrug og -produktion.

Som et led i den grønne omstilling bliver det danske samfund mere elektrificeret. Det betyder, at en større del af vores energiforbrug (transport og varme) i stigende grad bliver baseret på el.

I takt med at andelen af el fra vindmøller bliver større, vil elpriserne variere mere. Og disse prisudsving vil sandsynligvis medføre, at mange kunder vil ændre deres forbrugsmønstre. Samtidig vil flere og flere kunder installere egne solceller og husstandsvindmøller, der kan producere en del af den energi, de forbruger.

De fjernaflæste elmålere er derfor en meget vigtig del af den grønne omstilling, idet de muliggør afregning af dit elforbrug baseret på varierende timepriser og kan få os alle til at blive mere opmærksomme på vores elforbrug.

Det bliver anderledes at være elkunde

Med den nye, fjernaflæste elmåler får du adgang til det aktuelle forbrug og forbrugsopgørelser via din elleverandør. Det betyder, at det bliver nemmere for dig at følge dit forbrug og derigennem at styre og spare på dit elforbrug.

Du har mulighed for på sigt at få en lavere elregning ved at flytte dele af dit forbrug til tidspunkter, hvor elnettet ikke er så belastet, og hvor priserne oftest er lavest.

Men på den korte bane er det nok allervigtigst for dig at vide, at du ikke skal aflæse elmåleren – heller ikke hvis du flytter eller skifter elleverandør – når fjernaflæsningen er aktiveret.