|
Den økonomiske gevinst der er ved solceller, kan forsvinde hvis ikke du som forbruger huske at tage en sund skepsis med ud at købe ind.
Det påpeger Tekniq - Installatørernes organisation.
– Selvom installation af solcelleanlæg er en autorisationspålagt opgave, så er der mange lykkeriddere lige nu, fordi markedet er så attraktivt. Derfor skal man passe på som forbruger. Der er en VE godkendelsesordning på vej, men før man kan gå efter en VE-godkendt installatør, er der andre retningslinjer, man kan følge for at sikre sig et godt resultat, siger Søren Rise, der er chefkonsulent i TEKNIQ Installatørernes Organisation.
Udover et produkt med garanti og en godkendt installatør får du følgende råd med på vejen fra Tekniq :
1. Træf ikke en forhastet beslutning. Før du investerer, skal du have lavet en beregning af, hvor meget du kan spare, og hvordan dit anlæg skal finansieres, ligesom der er en række tilskudsmuligheder på solcelleområdet, som du ikke vil snyde dig selv for.
2. Få rådgivning. Når du kontakter en autoriseret installatør, der installerer solceller, kan han hjælpe dig med at beregne energibesparelsen, rådgive om tilskudsmuligheder og lignende. Endelig har installatøren en viden om, hvilken type anlæg, der passer bedst til dit behov, ligesom anlægget skal placeres i den rette vinkel og på rette sted på taget, for at du får den optimale effekt.
3. Vær kritisk. Selvom der er mange udbydere af solcelleanlæg, er det ikke alle, der har den fornødne faglige kompetence. Du sikrer dig bedst muligt ved at vælge en installatør, der er medlem af TEKNIQ. På den måde har du sikkerhed for, at arbejdet bliver udført af en fagligt kompetent person. Sørg altid for at få lavet en beregning af den forventede energibesparelse, så du sikrer dig, at du får den effekt, du er blevet lovet på forhånd.
4. Tænk langsigtet. Når du investerer i et solcelleanlæg, skal du ikke kun tænke på din udgift her og nu, men også på lang sigt. Det kan for eksempel godt betale sig at vælge et lidt dyrere anlæg nu, hvis du får en garanti for driften 20 eller 25 år frem, hvis du kan følge anlæggets produktion via en computer eller lignende. Tænk langsigtet og betal for et anlæg, der sikrer dit behov på lang sigt. Husk også, at du bør købe dit solcelleløsning hos en virksomhed, du har en tro på eksisterer i mange år frem, så du har mulighed for at henvende dig, hvis der opstår problemer med anlægget.
Energinet.dk forventer, at der ved årets udgang er installeret 25.000 solcelleanlæg i Danmark
|