Salgsbetingelser


Standardbetingelser for el-leverance

Nærværende standardbetingelser er grundlag for kontrakter og tilbud, som er givet af NOE Energi A/S CVR: 21 10 58 48 (herefter nævnt som "NOE").  Erhvervskunder er defineret som købere med et CVR-nummer. Privatkunder er defineret som købere uden et CVR-nummer eller som hovedsageligt køber el til ikke-erhvervsmæssig anvendelse. Levering af el er i henhold til de i aftalen nævnte mængder og priser. Køber er villig til at besvare forespørgsler om energiens fordeling og mængder fra NOE. NOE har fuldmagt til at repræsentere køber i forbindelse med leverandørskifte overfor købers netejer.

1. Priser, betaling og fakturering

Køber betaler netejer i henhold til købers aftale med netejer for alle udgifter til transport (herunder alle nettariffer og systemtariffer) frem til leveringsstedet. Det er en forudsætning for NOE, at kunden er tilsluttet elnettet via sin lokale netejer og til enhver tid opfylder de dele af netejers betingelser, der er nødvendige for, at NOE kan opfylde sin leveringsforpligtelse. Køber er ansvarlig for, at udgifter til nettransport er betalt rettidigt i henhold til netejers leveringsbestemmelser.
For private er priser ekskl. afgifter, skatter o.l., men inkl. moms. For virksomheder er priser ekskl. afgifter, skatter, moms o.l. Se NOE’s gebyrer på www.noe.dk/serviceydelser.
Leveret elektricitet til timeafregnede aftagenumre faktureres til køber i den for leverancen efterfølgende måned og NOE kan opkræve a conto for den efterfølgende periode. NOE afgør på baggrund af forbruget om skabelonaflæste aftagenumre skal aconto faktureres 1 til 4 gange årligt. Afregning sker på baggrund af oplysninger fra netejer om købers elaftag. I tilfælde af, at NOE ikke har modtaget relevante måledata til grund for afregning eller at de modtagne måledata er fejlbehæftede, forbeholder NOE sig ret til at afregne á conto forholdsmæssige mængder jf. kontrakt. Faktura fra NOE er påført oplysning om sidste rettidige indbetalingsdato, samt hvortil betaling skal ske.
Den i NOE's faktura angivne forfaldsdag er også sidste rettidige betalingsdag, hvor beløbet skal være kommet frem til den af NOE opgivne konto i det angivne pengeinstitut senest kl. 11.00. Såfremt forfaldsdagen er en lørdag/søndag eller søgnehelligdag, bliver førstkommende bankdag herefter den sidste rettidige betalingsdato. Forfaldsdagen er normalt løbende måned + 5 dage efter faktura-datoen. Sker betaling ikke rettidigt, har NOE ret til foruden fakturabeløbet at opkræve renter i overensstemmelse med renteloven, fra den på fakturaen angivne forfaldsdag, samt erstatning for de omkostninger, som følger af den forsinkede betaling. Dertil beregnes omkostninger for den skriftlige betalingspåmindelse og for øvrige foranstaltninger til inddrivelse af fordringen.
NOE har ret til at regulere prisen med den økonomiske nettokonsekvens heraf i overensstemmelse med punkt 11. NOE kan ændre gebyrer, priser og prisberegningsmetode med én måneders varsel efter reglerne i punkt 5, medmindre ændringen skyldes regulatori-ske forhold, hvor varslet kan være kortere.
Såfremt den systemansvarlige virksomhed indfører VE-beviser eller foretager andre tiltag, som ændrer elektricitetsmængden, skal der ske genforhandling af prisen på den resterende eller supplerende elektricitetsmængde. Såfremt der etableres egenproduktion i kon-traktperioden, kan NOE kræve genforhandling af prisen på den i kontrakten nævnte elektricitetsmængde samt genforhandling af vilkår og pris på balancetillæg. Har køber ved kontraktens indgåelse egenproduktion, er NOE berettiget til at opkræve et gebyr på kr. 1.500,00 pr. måned ekskl. moms til dækning af omkostninger til håndtering og ubalance. Såfremt afregningsgrundlaget/retningslinjerne ændres fra skabelon- til timeafregning eller fra time- til skabelonafregning kan NOE kræve genforhandling af prisen på den i kontrakten nævnte mængde, uanset årsagen til ændringen.

2. Sikkerhedsstillelse

Forinden kontraktens ikrafttræden skal køber stille den af NOE eventuelt krævede sikkerhed for opfyldelse af kontrakten. Såfremt den aftalte sikkerhed ikke er stillet senest 14 dage efter kontraktens indgåelse, bortfalder aftalen og NOE kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i henhold til punkt 8. NOE kan efter kontraktens ikrafttræden kræve sikkerhedsstillelse, såfremt NOE skønner, at køber vil komme i restance eller betaling bliver uerholdelig.

3. Måle og persondata

Måling udføres af netejer, og i henhold til dennes bestemmelser herom. Det påhviler køber at sikre NOE de nødvendige målinger via netejer. Køber er forpligtet til at meddele netejer om fejl på måleudstyr eller mistanke herom. Til brug for administration af leverings-forholdet indsamler, behandler og opbevarer NOE oplysninger om køber. NOE kan videregive oplysningerne til andre, hvis det er nødvendigt for at varetage leverancen. Køber kan ved at skrive til NOEs Kundeservice få indsigt i oplysningerne og anmode om at få oplysningerne berigtiget. NOE kan kræve gebyr for at give et skriftligt svar.

4. Forbrugsfleksibilitet

Køber er forpligtet til at meddele NOE, hvis købers forbrugsmønster ændres væsentligt. NOE yder fleksibilitet på +/-10 % af det aftalte årsforbrug, såfremt andet ikke er aftalt i tilbuddet. Eventuelle afvigelser afregnes efter den gældende markedspris + tillæg. Aftaler under 100.000 kWh eller som er variable (uden loft), er undtaget og har ingen begrænsninger.

5. Leveringsforholdets løbetid, ophør, opsigelse, overdragelse og fortsættelse

For Erhvervskunder gælder, at en fastprisaftale, er en aftale, hvor prisen på levering af el er fastlåst i en nærmere aftalt leveringsperi-ode. Fastprisaftalen er som udgangspunkt uopsigelig fra kontraktindgåelse til afslutningen af den aftalte leveringsperiode (bindingspe-riode), hvor prisen er fastlåst. Køber kan dog opsige fastprisaftalen mod betaling af et afmeldingsgebyr til dækning af administrations- og prissikringsomkostninger, idet en sådan opsigelse tidligst kan få virkning med en måneds varsel til udgangen af en måned. Afmel-dingsgebyret beregnes som differencen mellem markedsprisen på opsigelsestidspunktet og den aftalte fastpris beregnet for det forventede forbrug i den resterende del af bindingsperioden med tillæg.
En spot- og månedsaftale er en aftale, hvor prisen ændrer sig fra time til time i.h.t. Nord Pools time spotpris + et tillæg pr. kWh. Aftalen kan opsiges med en måneds varsel til udgangen af en måned for Privatkunder, mens Erhvervskunder kun kan konvertere aftalen i bindingsperioden. Hvis NOE får meddelelse om, at køber har opsagt sin aftale, inden den ophører ifølge aftalen, opkræver NOE som minimum køber et gebyr på 500 kr. inklusive moms til dækning af omkostninger forbundet med afvikling af aftalen.
For alle indgåede aftaler gælder, at NOE automatisk fortsætter med at levere el til køber efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, medmindre andet er aftalt. Levering af el efter udløbet af en aftalt leveringsperiode sker på de vilkår, der gælder for henholdsvis produktet Spot (for timeafregnede aftagenumre) og produktet Måneds El (for skabelonafregnede aftagenumre), idet køber dog til enhver tid kan opsige leverancen med et opsigelsesvarsel på en måned til udgangen af en kalendermåned. Ved ophør skal køber selv sørge for en ny aftale om fortsat ellevering på et specielt el-produkt. Automatiske aftaler kan altid ændres til en ny aftale med NOE, men ved indgåelse af aftale med anden part, kan dette først ske med en måneds varsel i henhold til gældende lovgivning.
Såfremt køber sælger virksomheden til tredje part, kan de nye ejere overtage aftalen via en samtykkeerklæring. Aftalen overføres med køber ved flytning til ny adresse, dog skal køber med en måneds varsel til udløbet af en kalendermåned meddele NOE og den lokale netejer herom og oplyse flytningsdato, samt ny adresse og aftagenummer. Der kan forekomme prisjusteringer i forbindelse med skifte fra et prisområde til et andet. Overfor private gælder, at hvis NOE meddeler ændringer på priser og gebyrer, forbrugerbekendtgørelse nr. 161, fsva. § 5 stk. 3, hvori er anført, at køber forudgående skriftligt kan hæve kontrakten med virkning fra ændringens ikrafttræden.
Ved aftaleforholdets ophør sender NOE slutafregning til køber senest 12 måneder efter, at NOE har modtaget måledata og andre øvrige relevante data fra køber eller netejer. Køber må hverken helt eller delvist overdrage rettigheder eller forpligtelser ifølge aftalen uden NOEs forudgående skriftlige samtykke. NOE må uden købers samtykke gennemføre sådanne overdragelser til et nuværende eller fremtidigt koncern- eller interesseforbundet selskab i Europa og/eller som led i en hel eller delvis overdragelse af sine aktiviteter til tredjemand.
Nye aftagenumre kan tilføjes aftalen efter forudgående accept fra NOE.

6. Misligholdelse

Begge parter har ret til at hæve aftalen, dersom den anden part i væsentlig grad misligholder aftalen, eller at det er klart, at væsentlig misligholdelse vil indtræde. Ophævelse skal meddeles den anden part skriftligt pr. brev eller mail. Aftalen anses som hævet, når brevet/mailen om ophævelsen er kommet frem til den anden part, dersom ovennævnte mislighold stadig eksisterer. Går køber i rekonstruktion, går konkurs eller, hvis denne beviseligt bliver eller erkender at være insolvent, herunder ved ansøgning om gældssane-ring, skal NOE straks underrettes herom, og måleren straks aflæses. NOE kan hæve aftalen, hvis der ikke straks stilles en betryggende sikkerhed for købers rettidige opfyldelse af aftalens resterende forpligtigelser.

7. Erstatning

Erstatning ved aftalebrud fra en parts side, herunder merudgifter ved erstatningskøb/salg af el og de direkte følger af et umiddelbart nedbrud, som den anden part er påført ved aftalebruddet, følger dansk rets almindelige erstatningsregler. Længerevarende driftstab er undtaget, idet det anbefales køber at tegne en driftstabsforsikring. Den part, som påberåber sig aftalebrud fra den anden parts side, skal gøre en reel indsats for at begrænse sit tab mest muligt. Forsømmes dette, må parten bære en tilsvarende del af tabet. Køber kan dog i intet tilfælde gøre krav på erstatning for driftstab eller andet indirekte tab gældende overfor NOE.
NOE er fri for ethvert ansvar for skade og tab ved afbrydelse, indskrænkninger eller mangel ved levering som følge af pålagt rationering fra myndigheders side, force majeure eller lign. situationer (krig, større strejker, lockout samt naturkatastrofer). Når der foreligger en pålagt rationering, skal køber straks adviseres. Parterne er i et sådant tilfælde gensidigt forpligtede til at begrænse eventuelle skadevirkninger.

8. Voldgift

Skulle der mellem parterne (NOE og erhvervsvirksomheden) opstå uenighed om forståelsen af aftalen eller i det hele som følge af de ved denne aftale skabte forhold, påhviler det deltagerne at søge uenigheden fjernet ved indbyrdes imødekommende forhandlinger. Fører disse forhandlinger ikke til et positivt resultat, kan stridsspørgsmålene af enhver af deltagerne indbringes for voldgiftsret. Vold-giftstvisterne afgøres af en voldgiftsret, nedsat af Det danske Voldgiftsinstitut i overensstemmelse med "Regler for behandling af sager ved Den almindelige Voldgift i Danmark".

9. Fortrydelsesret for private

Køber har 14 dages fortrydelsesret efter forbrugeraftalelovens regler.  Fristen på 14 dage løber fra datoen for købers accept af aftalen og disse vilkår. Køber kan benytte fortrydelsesretten ved, at skrive til salg@noe.dk. For at fortrydelsen er rettidig, skal meddelelse herom være afsendt til NOE senest på dagen, hvor fristen udløber. Såfremt fortrydelsesretten udløber på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, kan fortrydelse ske den følgende hverdag. Såfremt køber har givet samtykke til, at levering af el i henhold til aftalen kan påbegyndes, inden fortrydelsesfristens udløb, bortfalder fortrydelsesretten, når leveringen påbegyndes.

10. Uoverensstemmelser

Klager og krav i forbindelse med NOE's eventuelle manglende overholdelse af aftalen behandles i NOE's kundeservice. Hvis køber ikke er tilfreds med NOEs afgørelse, kan køber klage skriftligt til Ankenævnet på Energiområdet: www.energianke.dk, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, tlf. 41 71 54 00.

11. Forbehold

Der tages forbehold for trykfejl og for, at administrationen kan godkende priser og beregninger (CfD og profiltillæg mv.) i fremsendte tilbud. Såfremt forholdene ændrer sig efter aftaleindgåelsen ved ny lovgivning eller udefrakommende pålæg, så aftalens prisbestemmelser findes urimelige, f.eks. i form af dokumenterbare nye eller ændrede pålæg af økonomisk karakter, hvorpå Parterne ikke har indflydelse, f.eks. pga. afgifter, ændrede regler fra SKAT, ændringer i kraftomsætningssystemet f.eks. nye eller ændrede gebyrer fra f.eks. Nordpool eller Energinet.dk mv., kan parterne kræve genopretning af balancen i aftalen.
NOE er berettiget til, straks, at ændre vilkår, så længe ændringerne ikke er væsentlige. Oplysninger om ændringer meddeles køber ved tilsendelse af nye vilkår eller på anden måde som NOE finder hensigtsmæssig f.eks. efter forudgående varsel ved offentliggørelse på NOE's hjemmeside og meddelelse til køber på regninger, i kundeblad eller på andre af NOE valgte måder. Hvis ændringerne skyldes regulatoriske forhold, herunder ændret lovgivning, påbud fra offentlige myndigheder eller ændringer i netejers betingelser, er køber forpligtet til at overholde de ændrede leveringsbetingelser, når meddelelse om ændringerne er kommet frem til køber.
Kundeservice
Om NOE NOE leverer energi til nogen af landets største elforbrugere, men forstår at bevare personlig service og rådgivning i fokus. Vi hjælper dig med at spare på strømmen og giver lynhurtig internet via fibernet.

NOE er din garant for rigtig energi.
NOE      Skivevej 120      7500 Holstebro      97 42 14 88      noe@noe.dk      Cvr. 36561319